Og bum – så var der en blog!

Denne blog er oprindeligt startet på Babyklar.dk i december 2014. Den er siden blevet dubleret til bloggersdelight.dk og nu er den her. Jeg er altså ikke helt ny i hverken bloguniverset eller i babygamet. Desværre… Men du skal stadig ikke snydes for “starten“, så den kommer her. Prepare!

Velkommen til! …til dig der læser med, og til mig der er helt ny og jomfruelig i hele dette univers af ord, tanker og meninger.

Tanken om at oprette en blog har egentlig altid ligget mig lidt fjernt. Hvad skulle jeg skrive, hvem skulle læse med, og hvad er meningen i en blog?! Livets store spørgsmål, kan du nok høre…… Og ærlig talt, ikk’?  spændende er mit liv bare ikke. Ikke at det er skidt – slet ikke. Men måske bare ikke spændende nok til at folk ville gide at læse om det.

Indtil for ganske nyligt har hele dette univers altså stået total uforstående for mig, og det var først da jeg blev ramt af “hvorfor helvede kan jeg ikke finde noget brugbart i den her kamp for en baby?!” og “der skal ske alt for mange ting til at jeg kan huske det hele…..”, at det gik op for mig hvad en blog kan bruges til. Det er selvfølgelig megafedt hvis der er respons på indlæg osv., men i bund og grund er min blog for mig. Og dig der har brug for viden, sparring, trøst og alt det der, i din kamp for en baby. For du kan forstå mig.

I sådan et første-indlæg bør der vel være en præsentation af mig… Eller… Ja. Jeg er ganske undercover-anonym – med pseudonym og hele moletjavsen. Herinde er jeg Kimmi L. Eller Fru L. Det er langt nok fra det navn jeg bærer i virkeligheden, men tæt nok på til at jeg kan identificere mig med det. Det virker jo faktisk relativt fjollet at gemme mig på denne måde, men emnet er for følsomt til at jeg er opgaven moden i den store virkelighed. En dag bliver jeg måske klar. Når hele den her kamp er på afstand og jeg ikke længere føler tabuet hænge over hovedet på mig som en tordensky i november…. Hvordan er det nu med tabuer? De skal i hvert fald ikke ties væk – så dét her er mit babystep!

Nåh, men altså. Kaldet Fru L, 28 år, gift med L på 5. år, bosat på Ama’r – håbløst legebarn og forelsket i verden. Uddannet pædagog, ansat i en vuggestue og jeg er vild med det!

Jeg drømmer om at gøre min mand til babydaddy. At blive gravid – med alt hvad det indebærer. At mærke mit barn i maven. Og at føde mit eget barn…….

Reklamer

Miraklernes tid

Ja, det siger man jo, at julen er. I år har det uden tvivl været sandt.

Det er over en måned siden, jeg sidst skrev et indlæg til bloggen – og det har været helt bevidst! Svært at vente – ja, men også nødvendigt for mig.

Sidste forsøg endte med en blodprøve den 29. November, men allerede den 26. testede jeg tydeligt positivt hjemme. Den 29. sagde blodprøven, at mit hcg lå på 674. Vi var blown away! SÅ glade og SÅ bekymrede!

Bekymringerne fra min graviditet uden for livmoderen dukkede frem igen – i stor stil, så vi bestilte en seriøs-tidlig-scanning da jeg var 5+2. Så tidligt kan man ikke se særlig meget andet end hvor graviditeten sidder, men dét var til gengæld også tydeligt. Den sidder lige dér i midten af livmoderen hvor den skal. Der er scanningsbilledet fra. Jeg fik lidt ro på. Næste scanning var allerede en uge efter. Den 13. December var jeg 6+2 og vi så det fineste lille hjerteblink tonse afsted på skærmen. Det var vildt, stort og vanvittig smukt.

I dag skifter jeg uge og går dermed ind i min 9. uge. 8+0. To måneder henne. Den 27. December skal jeg scannes på klinikken med henblik på at blive afsluttet og dermed overgå til egen læge og være helt almindelige gravid. Dét er skræmmende!! Samtidig har jeg en virkelig dyb frygt for at lægen begynder at scanne mig og siger “gravid?! Er du sikker?” fordi jeg bare har bildt mig selv det ind…. Skørt måske….

Jeg har det egentlig fint nok. Døjer lidt med iskiassmerter i højre side af lænden og balden en gang i mellem. Der dukker også kvalme op i tide og utide, men ikke noget meget forstyrrende. Jeg har kastet spontant op én gang. Når mit blodsukker falder bliver jeg svimmel – meget! Heldigvis droppede jeg (igen…) stort set alt slik, kage, sodavand osv. da jeg testede positivt første gang – lige med undtagelse af risalamande i går og måske “høflighedssmagsprøve” når det ikke er passende at sige nej tak. Det er vigtigt for mig, at babyen ikke proppes med sukker. Og så er det ret fint for mit blodsukker og dermed svimmelheden. Nåh ja, og så er jeg mega oppustet… Mit tarmsystem har altid virket upåklageligt, så det er lidt af en udfordring for mig, at jeg kun kan komme af med afføring hver anden dag. Yay for progesteron!

Vi skal have en baby til august. Det er så vildt.

Jeg ruger…

Onsdag ringede Hvidovre med opdatering på vores 10 æg. Ni af dem var modne og syv af dem var blevet befrugtet. Det er helt vildt!!!

I går, lørdag, fik jeg lagt et af de befrugtede æg tilbage. Det havde udviklet sig til en fin blastocyst… Nu skal jeg bare vente! Jeg havde det sygt skod i går – jeg kastede op fra om natten og helt til vi skulle afsted. Det blev med taxa til og fra Hvidovre – hej-hej 600,- kr… Sådan er livet vist bare nogle gange. Jeg er i tvivl om det er Crinone-bivirkninger eller om jeg har fanget et eller andet kedeligt, men jeg har det fint i dag!

Ét æg havde stoppet sin udvikling og de sidste fem var lidt langsomme i optrækket, så de bliver dyrket videre for at se om de når blastocyst-stadiet eller om deres udvikling stopper. Vi får et brev i E-boks med svar en af de kommende dage…

Capture-450x299

Billedet er lånt fra fertility.wustl.edu (Direkte link her)

På billedet ses embryoets udvikling fra dag 1-5. På dag 5 er den en blastocyst. Sådan ser vores lille dimmer ud – eller det gjorde den i går. I dag er den forhåbentligt ved at klække så den kan sætte sig fast.

Mit underliv murrer og stikker, men det kan være Crinone (den vaginale gel jeg tager) der spørger… Intet er sikkert før blodprøven.

Jeg trækker stikket herfra indtil da. Vi ses på den anden side! Kryds fingre for, at jeg er gravid næste gang jeg skriver et indlæg……..

//FruL

Jeg er en god høne…

Det her er bare lige et kort indlæg efter min ægudtagning i går. De fik kraftpeterstejleme hele 10 æg ud! Hvem ville have troet det??!!! Jeg er helt høj over det. Det er min søde mand også… Vi får en opdatering på æggene i morgen, og fordi der kom så mange ud dyrker Hvidovre dem helt til de er blastocyster* – og så får jeg altså først lagt æg op på lørdag. Jeg er vanvittig spændt på svaret i morgen!

Tak fordi, du læser med!

//FruL

 

* Hvad er en blastocyst?

“En blastocyst er det udviklingstrin, et embryon når efter 5-6 dage. En blastocyst består af omkring 100 celler med et væskefyldt hulrum. En lille gruppe celler på indersiden af væggen (”indercellemassen”) består af de celler, der udvikles til fosteret. Når blastocysten ”klækkes” (hatches), bryder cellerne ud af æggeskallen (”zona pellucida”) og begynder at vokse fast i livmoderslimhinden – typisk fra dag 6-7 efter ægløsningen (eller ægudtagningen).”

– Fra Trianglen: link

Okay, jeg tog sorgerne på forskud…

Og hvad kan man så lære af dét? Jo, jeg var faktisk ret ked af det efter sidste scanning! Scanningen lå tirsdag den 7/11 og jeg var i skod-humør over den helt indtil torsdag morgen hvor jeg skulle scannes igen. Jeg gik seriøst ind til scanningen om torsdagen helt afklaret med, at der kun kunne være max. fem æg, og at det var okay.

Den nye scanning gjorde mig bare  meget mere spændt! Det er ikke fordi der er sket mirakler på det to dage der gik, men der er sket noget. Denne gang kunne lægen nemlig se fire store og flotte æg og fire små (på 12,xx mm.) der måske kunne nå at blive klar til ægudtagning.  Hallo mester! Det er sgu da otte æg siger min hovedregning! Og altså – otte er en vanvittig stigning fra fem synes jeg…

Som jeg så ofte skriver (måske mest for at få mine egne forventninger ned?), så er det slet ikke sikkert, at der kommer otte æg ud. Så jeg forventer det ikke…. Jeg håber det! Eller i bund og grund håber jeg vel, at der på mystisk vis er poppet yderligere to ægblærer op, så der kommer ti æg ud og at alle ti æg er modne og at alle ti bliver befrugtet og udvikler sig til fine blastocyster og at guldægget sætter sig fast i min slimhinde og at de resterende ni kan fryses ned til resten af fodboldholdet. Er det da for meget at håbe på…? Ej, det er bare for sjov. Altså selvfølgelig kunne det være fedt, men det er nok også liiiiige i overkanten af hvad mit held kan trække!

Du kan nok fornemme en ret radikal ændret i min sindstilstand siden sidste indlæg – og dét er helt korrekt. Sidst var jeg lidt nede og nu er jeg glad og klar. Klar til ægudtagning i morgen, mandag den 13/11. Dét betyder også, at jeg i fredags tog den sidste omgang Synarela og Gonal-f og at jeg i går tog Ovitrelle for at få ægløsning i morgen. Hvilket altså betyder, at jeg overhovedet ikke skal tage noget medicin i dag – oh, what a happy day! Jaja, ro på. Det betyder nemlig ikke, at jeg ikke er hormonel…. Nærmere tværtimod. Holy macaroni hvor er jeg grådlabil og meget, meget forelsket i min søde mand. Det er nemlig dét der sker når jeg er hormonel. Jeg kysser ham meget og han griner lidt af mig. Det er vel det man kalder et velafbalanceret forhold, ikk’? :p

For lige at slutte torsdagen af med manér tog jeg direkte fra scanning til jobbet og videre derfra ind til byen. Jeg skulle nemlig mødes med nogle andre københavner-fertilitets-Instagram-piger. Det var faktisk ret nervepirrende – for det er første gang jeg “viser” mig for fremmede og dermed sætter mit ansigt sammen med “FruL”. Men det var  hyggeligt! Det kan slet ikke forklares hvor afslappende det er at være i et selskab hvor man ikke hele tiden behøver at forklare sine følelser og tanker. Forstå mig ret – jeg har absolut intet i mod at forklare overfor folk der holder af mig, men nogle gange kan de følelser der følger med være “forkerte” eller svære for andre at forstå. Det endte med at være en smadderhyggelig kaffe-aftale der varede helt fra klokken 16:00-21:00! Jeg var helt høj da jeg kom hjem… Og øm… Mit underliv har været helt ømt og levende siden sidste scanning. Dét ku’ jeg i den grad også mærke da jeg var ude.

Nu slutter jeg det her indlæg af. Jeg er spændt på i morgen! Kryds fingre for mig…

//FruL

Når kroppen ikke samarbejder

Som overskriften siger, så er min krop gået i total modstand. Jeg har åbenbart en krop, der fra naturens side er vanvittig opsat på at lave en baby. Altså helt naturligt. Hvilket betyder, at min krop kæmper en brav kamp for at danne ét flot og stort æg der kan befrugtes…. Dét er bare pænt meget op ad bakken når jeg ihærdigt banker kanyler i maven på mig selv og sniffer næsespray dagligt for at danne mange flotte og store æg.

Jeg snakker måske lidt i tåger for dig lige nu? Lad mig give dig en opdatering…

I går skulle jeg scannes. Efter en uge på Gonal-f – og hele 225 IE om dagen. Før nedreguleringen kunne lægen se anlæg til 34 ægblære, under nedregulering kunne en anden læge “kun” se 17 anlæg til ægblære, men hun trøstede mig med, at de jo også var nedreguleret og derfor meget små og svære at se. I går skulle lægen scanne mig for at se hvor mange æg der er blevet modnet. Der er fem… FEM! Og de er ikke engang store og flotte!

Lægen var tydeligt frustreret. Hun har skruet vildt op på min Gonal-f-dosis – faktisk så meget, at hun var nervøs for en overstimulering, og dét her er resultatet. Jeg skal fortsætte med Gonal-f og Synarela i hvert fald til i morgen hvor jeg så skal scannes igen. Kryds fingre for, at der er kommet nogle flere æg med…

Jeg beroliger mig selv med, at fem æg er bedre end de tre fra sidste omgang og der skal laves ICSI på dem denne gang. Lægen siger desuden, at når det er ICSI kan man køre lidt længere på æggene end ved IVF, så dét er også positivt. Og der skal bare være ét VIRKELIG flot, befrugtet æg til oplægning. Please….

Kan du mærke, at jeg forsøger at overbevise mig selv? Jeg er slået ud efter i går…. Fordi min krop modarbejder, og det er bare super-nederen.

Det niver i mit underliv

Så hvad er status pt.? Er der kommet rust i undervognen? Og til det kan jeg svare: JA!!!! Der skete endelig noget mandag eftermiddag – hvilket var pænt heldigt, da jeg var ved at forberede mig på at ringe til klinikken tirsdag morgen for at flytte scanningen. Jeg havde egentlig forberedt mig på noget af et blodbad inkl. alle de smerter der måtte følge med (fordi menstruationen kan være voldsom under nedregulering), men jeg var sgu heldig! Jeg har blødt samme mængde som jeg plejer, i lige så mange (eller få?) dage, men! Uden smerter! Jeg har ikke taget en eneste smertestillende pille under min menstruation! Dét er længe siden, det er sket.

Scanningen onsdag foregik jo så med blod som smørrelse. Sorry, det er måske TMI, men sådan er det herinde. Jeg bliver vist aldrig fan af scanninger under blødning… Nåh, men altså. Lægen var underlig. Jeg har aldrig set hende før, og som det vanemenneske jeg er, følte jeg mig ikke helt i trygge hænder. Heldigvis skulle jeg ind til en kendt sygeplejerske efterfølgende, så jeg gik derfra med en OK følelse i maven. Bortset altså fra, at jeg ikke er helt så fortrøstningsfuld som jeg var før scanningen. Der er én ting jeg har rigtig meget brug for når jeg skal scannes, og det er at få at vide hvad lægen ser og gør. Jeg bliver enormt utryg når lægen bliver stille. Det bunder helt klart i, at den gang jeg fik konstateret, at min graviditet sad forkert var lægen meget stille – selvfølgelig fordi hun ikke så dét hun egentlig håbede på. Det betyder dog nu, at jeg forbinder stilhed med, at der er noget galt. Det var der ikke, men jeg blev utryg.

Lægen kunne “kun” (det var hendes ord) se 10 æg på højre æggestok og syv på venstre. Hun “undskyldte” det med, at fordi jeg var nedreguleret var æggene meget små og derfor svære at tælle. Det er sjovt, ikk’? Hvis lægen ikke havde været så undskyldende omkring de “få” æg, så havde jeg været lykkelig for, at der lå 17 æg klar til modning. I stedet var jeg lidt ærgerlig… Jeg håber, det vender til næste scanning.

Og hvornår er dét så tænker du? Det er allerede på tirsdag! Jeg tager stadig Synarela – dog kun to gange dagligt nu. Jeg startede på Gonal-f onsdag aften og har derfor taget det to gange indtil videre. Mit underliv niver og murrer allerede, og dét er faktisk ret sindssygt. De andre gange har jeg først mærket murren tre-fire dage inde i hormonstimulationen (tror jeg? Måske har jeg skrevet noget andet her inde, men det er lige umiddelbart sådan jeg husker det). Det føles lidt som ægløsningssmerter (uden at det er smerter, for dét er det slet ikke…)

Selvom mit håb blev slået lidt ned, så har jeg stadig en rigtig god mavefornemmelse denne gang. Jeg er så bange for at jinxe det, men jeg har det lidt som om, jeg har indstillet mig på, at det her er sidste gang. Jeg håber det helt ind i hjertet. Den 4. december er det et år siden, jeg blev insemineret første gang. Jeg var gravid nytårsaften ’16/’17. Jeg vil bare så gerne undgå at ramme den 4. december uden en graviditet…. Det må da være vores tur nu…? Åh. Send gode tanker og krydsede fingre, tak!

Tak fordi du læser med. Ha’ en awesome weekend!

 

//Fru L

…ventetid og jobstart.

I dag er det mandag. Efter to måneders sygemelding fra jobbet startede jeg i fredags op igen. Kun i tre timer. Det var vist dét man kalder en luksus-første-dag-tilbage. Der var kun fire unger på stuen og vi var tre medarbejdere. Selvom jeg har savnet de små prutter helt forfærdeligt, var det nu meget rart at få en lille smagsprøve før det for alvor går løs i dag. Jeg var også på arbejde i lørdags, for vi havde teambuilding. Jeg er sådan en type der er helt pjattet med sådan noget! Konkurrencer, hold, samarbejde, udfordringer, nye sider af mennesker man kender – både det smukke og det knap så smukke, fællesskab. Men jeg var træt efter. Og jeg var træt i går, søndag. Sådan træt som man ikke kan forklare for folk der ikke har oplevet at være trætte helt ind i sindet… Det er slet ikke “træt” som i “sove-træt”, men træt som i “græde, putte, gemme mig-træt”. Men det var okay, for jeg havde brugt mig selv meget. Jeg er nok heller ikke helt klar på allerede at skulle på arbejde igen i dag, men det er igen kun i tre timer. Jeg glæder mig selvom jeg stadig er træt.

Det var lige en lille status på mit liv – både arbejdsmæssigt og psykisk. Vi ved dog begge to godt, at ovenstående ikke er grunden til, at jeg begyndte at skrive dette indlæg, ikk’? Vi vil ha’ noget guf på det dér baby-hejs! I am so sorry tho’… Jeg er i dag helt oppe på CD 31. Min cyklus har det sidste halve år været på 21 dage (stimuleret), 28 dage, 26 dage, 25 dage, 20 dage (stimuleret), 25 dage (stimuleret), 30 dage. Mine stimulerede cyklusser er tydeligt korte, men det er fordi min ægløsning normalt ligger tidligt, og i stimuleret cyklus ligger den endnu tidligere… Men 31 dage nu! Jeg har haft fire cyklusser på 30 dage – tre af dem var da jeg var i akupunkturbehandling. Altså jeg håber virkelig, at min menstruation når at komme i dag for ellers er jeg nødt til at ringe til klinikken for at rykke vores tid onsdag – jeg kan nemlig ikke blive scannet før min menstruation er startet. Ved du hvad? Nogle af de kvinder jeg har spurgt til råds er gået otte dage over tid mens de blev nedreguleret. Det er altså vildt længe bare at gå og vente!!!

Såååeh… Ja, jeg venter bare lidt mere. Det er jeg efterhånden blevet lidt vant til. Synarela er heller ikke en bitch længere, så det er okay… Jeg vandt!

Synarela, du er en bitch….

Da jeg skrev sidste indlæg tænkte jeg rigtig meget over om det her var sidste forsøg. Det gør jeg stadig. Og jeg har stadig en lige så god mavefornemmelse. Faktisk er jeg blevet så TTC*-skør, at jeg har semi-overbevist mig selv om, at jeg da helt sikkert allerede er gravid nu. Vil du høre min skøre begrundelse? Jeg formoder, at du sagde ja, så here goes…. [* Try To Concieve]

Lægen roste mit “ih og åh, så flotte gule legeme”. Dét må da helt sikkert betyde noget godt, ikk’? Især når hun efterfølgende påpeger, at nogle bliver gravide under nedregulering, og hvis det sker skal jeg ikke være nervøs for fosteret tager ikke skade af Synarela. Hallo venner! Proof number one! Ikk’? Du kan godt se hvad jeg mener, ikk’? Jeg er ikke skør, vel?

Jeg ved godt, at jeg er helt ude at skide… Men det underholder mig sgu egentlig lidt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så følelsesmæssigt involveret i det her game – og det er fand’me fedt!

Noget der dog ikke er særlig fedt er alle de forbistrede bivirkninger jeg får af Synarela’en. Synarela er den næsespray jeg tager for at nedregulere min naturlige hormonproduktion. Den smager  F O R F Æ R D E L I G T !  Jep, den smager så grimt, at der var brug for både store bogstaver, fed skrift og understregning. Det er dog stadig overkommeligt. Bivirkningerne derimod – de er vanvittige. Søndag aften kastede jeg op tre gange. Hele mandag spiste jeg ikke noget og jeg drak først kaffe igen i går, onsdag. Jeg får slemme hedeture, jeg har ømme led og min hud! Åh, min hud er et kapitel for sig selv… Da jeg stoppede på p-piller fik jeg rigtig teenager-hud og det er endelig gået i sig selv igen. Min hud er ikke mega pæn og sådan, men den er blevet helt okay. Eller den var. Shit man, nu ligner jeg døden fra Lübeck. Jeg er grå, fedtet og bumset. Halleluja! Det gør heldigvis ikke noget for jeg ved jo at det stopper igen. Måske om et par uger, måske om ni måneder (please, lad det være ni måneder!).

Nåh, det var lige lidt galde og sådan fra mig…….

Tak fordi du læste med   ❤︎

// Fru L.

PS. Jeg har lige brug for at lave en tilføjelse.

Kender I dét når andre laver sjov med, at man er i fertilitetsbehandling? Jeg må gerne gøre det og andre kvinder i behandling må også gerne. Andre må også gerne når jeg først selv har gjort det (altså i samme omgang), men når andre begynder at lave sjov med fertilitetsbehandling uden jeg selv er begyndt, så bliver jeg sgu sur! Og ked af det! Det er underordnet om det er en fremmed eller om det er en nær ven. Er jeg helt alene om det?

Er det her mon sidste forsøg?

Som ovenskriften siger, så tænker jeg rigtig meget over om dét her forsøg mon bliver vores sidste. Jeg har sådan en virkelig god mavefornemmelse (selvom jeg måske egentlig helst ikke vil sige det højt af frygt for at jinxe det). Scanningen i dag gav mig endnu mere håb end jeg havde før. Det gik bare helt vildt godt!

Jeg skulle scannes for at man kunne være helt sikker på, at jeg havde haft ægløsning – og det havde jeg. Lægen viste mig hvor jeg havde haft ægløsning (på venstre side til dem der lige sidder og tænker “og hvor var det så?!”……..) og jeg fik nogle fine komplimenter med på vejen – for hold nu op hvor havde jeg bare et flot gult legeme og en perfekt slimhinde på 10 mm. Jaja, det er nogle spøjse ting man finder glæde i når man er i fertilitetsbehandling.

Måske nogle af jer der selv er i fertilitetsbehandling forstår det jeg skriver nu. Det smadder ambivalente forhold man kan have til klinikken og personalet… Jeg sætter virkelig pris på at være patient på Hvidovre Fertilitetsklinik. Som i: virkelig! Jeg er vild med personalet derude og jeg føler mig altid velkommen og i trygge hænder. Det er skønt at være et sted hvor man føler sig så tilpas. MEN. Hvor ville jeg samtidig ønske, at jeg ikke behøvede at være patient så længe, at jeg faktisk nåede at føle mig “hjemme”. Øv, at jeg kender personalet så godt, at jeg kender deres humor – og de vores. Øv, at jeg kender klinikken så godt, at jeg på ingen måde er nervøs for at bevæge mig rundt derude. Øv, at jeg har været der ude så længe!

Nåh, men til lidt af det sjove… Lægen scannede mine æggestokke for at se hvor mange ægblærer der lå klar. Hun startede på højre side – og dén læge er bare så god til at inddrage mig i det der sker på skærmen. Spørge Jørgen her er simpelthen så nysgerrig, men jeg behøver næsten ikke spørge for hun fortæller mig det hele! Back to topic… Hun begyndte at tælle ægblærerne og jeg fulgte med på skærmen: 1, 2, 3, 4, 5, 6 – og så ku’ jeg ikke se flere… Lægen derimod! Hun fortsatte bare tælleriet: 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20. 20 ægblærer ligger klar! På højre side!!! Okay, træk vejret Fru L… Lægen rykkede scanneren til venstre side, og jeg havde droppet at følge med i tælleriet. Hun kom frem til, at der ligger 14 ægblærer klar på venstre side! What?! 34 ægblærer!!! Nu står den på Synarela-næsespray i de næste 14 dage i første omgang – det er den medicin der skal nedregulering min naturlige hormonproduktion. Jeg fik selv lov til at vælge mellem næsespray der skal tages tre gange dagligt eller sprøjten der skal tages én gang dagligt. Jeg valgte (som du nok har opdaget) næsesprayen, for jeg synes ærlig talt, at jeg skal stikke mig nok i forvejen! Om et par uger starter jeg op på Gonal-F igen – denne gang på en højere dosis end sidst, men vist ikke så høj som først planlagt på grund af alle de mange ægblærer der ligger klar. Det tager jeg når vi når der til….

Jeg ved godt, at 34 ægblærer ikke er ensbetydende med 34 modne æg og da slet ikke 34 befrugtede æg, men sidste gang havde jeg kun fem ægblærer klar på den ene æggestok og seks på den anden, så 34 i forhold til de 11 fra sidste forsøg er altså en gevaldig forskel. Og denne gang kan de kontrolleres bedre. Og der laves ICSI. Altså jeg forudser allerede et par fodboldhold der alle er undfanget samtidig….

Det er altså vigtigt for mig lige at understrege, at jeg er helt klar over, at der ingen garantier er for noget som helst i det her. Jeg forventer absolut ingen ting, for har jeg lært én ting i det her game så er det, at intet bliver som man har forudset. Men jeg vil gerne håbe denne gang. Det har jeg ikke tilladt mig selv at gøre meget længe. Alt for længe. Måske bliver jeg hammer-ked af det, måske bliver jeg mega glad, men jeg vil gerne opleve at glæde mig. Selvom jeg selvfølgelig er f-#*§@*&#+!-ing nervøs.

Med det sagt, så er der mange følelser der raser i min krop. Noget af det der påvirker mig mest i denne omgang er mavefornemmelsen af at det lykkes, men med dén følelse følger en enorm “identitetskrise”. Jeg har været i det her længe. Så længe, at lægerne på klinikken betegner mig som “erfaren”…. Det er mærkeligt. Fertilitetsbehandling fylder rigtig meget i mit liv – jeg taler ofte om det, jeg taler med mange kvinder der på forskellige måder kan sætte sig ind i mine tanker og følelser, og så tænker jeg især meget på det. Jeg taler med alle om det; venner, familie, kollegaer…. Og jeg er sgu ærlig talt helt nervøs for hvem jeg er på den anden side. Jeg er selvfølgelig stadig mig – det ved jeg godt. Men det her har fyldt så meget i mit liv i lang tid. På en måde (…en meget irrationel måde?) er jeg bange for at slippe mit label. Jeg er ufrivilligt barnløs. Det er mig. Det er mit label. Jeg har næsten glemt hvorfor jeg gør det her. Glemt ønsket der ligger bag. Fertilitetsbehandling er efterhånden bare noget jeg gør fordi jeg altid har gjort det. Og ja, jeg ved godt, at det ikke er sandheden, men det føles sådan. Alle de her tanker og følelser er virkelig angstprovokerende, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang I hører om det herinde…

På fredag i næste uge vender jeg tilbage til mit arbejde efter en fuldtidssygemeldt på to måneder. Jeg starter meget stille op med kun tre timer om dagen, fire dage om ugen. Det bliver virkelig dejligt med noget afveksling i en efterhånden ret ensformig hverdag. Og det bliver seriøst dejligt at få noget andet end behandling og sygdom at tænke på.

Tak fordi du læser med. Det betyder meget! Læg gerne en lille hilsen så jeg ved hvem du er 🙂

// Fru L.

Orv forresten! Nogle har spurgt om jeg har fået målt min AMH værdi, og det har jeg. Den ligger på 20 hvilket er rigtig fint. En høj AMH værdi, eller høj æg-reserve som det også hedder, tyder på mange ægblærer og en ung biologisk alder.

IMG_5426

Countdown!

Én ting kommer man ikke udenom når man er i fertilitetsbehandling, og det er ventetiden! Der er ventetid hele tiden og ofte føles det som om, jeg lever mit liv i 14-dages intervaller. Ventetiden bliver dog en del mere overkommelig når man har noget helt konkret at vente på – en helt bestemt dag for eksempel. Det er ikke konkret at vente på menstruation, for man er aldrig helt sikker på hvornår den kommer.

NU har jeg noget helt konkret at vente på – den 18. oktober. Det er sgu da overkommeligt!

Og hvad skal der så ske den 18. oktober? Der skal ske dét, at jeg skal scannes og så starter perioden med nedregulering. Det betyder sådan set, at vi nu er i gang uden faktisk at være i gang.

Nedtælling til nedregulering: 16 dage 

 

img_5337.jpg