Miraklernes tid

Ja, det siger man jo, at julen er. I år har det uden tvivl været sandt.

Det er over en måned siden, jeg sidst skrev et indlæg til bloggen – og det har været helt bevidst! Svært at vente – ja, men også nødvendigt for mig.

Sidste forsøg endte med en blodprøve den 29. November, men allerede den 26. testede jeg tydeligt positivt hjemme. Den 29. sagde blodprøven, at mit hcg lå på 674. Vi var blown away! SÅ glade og SÅ bekymrede!

Bekymringerne fra min graviditet uden for livmoderen dukkede frem igen – i stor stil, så vi bestilte en seriøs-tidlig-scanning da jeg var 5+2. Så tidligt kan man ikke se særlig meget andet end hvor graviditeten sidder, men dét var til gengæld også tydeligt. Den sidder lige dér i midten af livmoderen hvor den skal. Der er scanningsbilledet fra. Jeg fik lidt ro på. Næste scanning var allerede en uge efter. Den 13. December var jeg 6+2 og vi så det fineste lille hjerteblink tonse afsted på skærmen. Det var vildt, stort og vanvittig smukt.

I dag skifter jeg uge og går dermed ind i min 9. uge. 8+0. To måneder henne. Den 27. December skal jeg scannes på klinikken med henblik på at blive afsluttet og dermed overgå til egen læge og være helt almindelige gravid. Dét er skræmmende!! Samtidig har jeg en virkelig dyb frygt for at lægen begynder at scanne mig og siger “gravid?! Er du sikker?” fordi jeg bare har bildt mig selv det ind…. Skørt måske….

Jeg har det egentlig fint nok. Døjer lidt med iskiassmerter i højre side af lænden og balden en gang i mellem. Der dukker også kvalme op i tide og utide, men ikke noget meget forstyrrende. Jeg har kastet spontant op én gang. Når mit blodsukker falder bliver jeg svimmel – meget! Heldigvis droppede jeg (igen…) stort set alt slik, kage, sodavand osv. da jeg testede positivt første gang – lige med undtagelse af risalamande i går og måske “høflighedssmagsprøve” når det ikke er passende at sige nej tak. Det er vigtigt for mig, at babyen ikke proppes med sukker. Og så er det ret fint for mit blodsukker og dermed svimmelheden. Nåh ja, og så er jeg mega oppustet… Mit tarmsystem har altid virket upåklageligt, så det er lidt af en udfordring for mig, at jeg kun kan komme af med afføring hver anden dag. Yay for progesteron!

Vi skal have en baby til august. Det er så vildt.

Reklamer

Ventetiden er forbi!

Det her lyder åndssvagt mærkeligt (og det er det også!), men jeg har simpelthen gnubbet mig op af min bedste veninde hele dagen – for hun fik menstruation igår. Altså virker det, så virker det, og hvis det ikke virker er jeg bare underlig. Og det virkede! Okay, måske var det ikke gnubberiet der virkede, men jeg har under alle omstændigheder fået menstruation i dag! Hurraaaaa!

Jeg har også fået de dertilhørende kramper der næsten får mig at vride mig i smerte, kramme min varmepude, stoppe mig med piller og kaste lidt op – ikke så nice, men chips og cola kan redde dagen!

Nåh, en ny opdatering kommer når der sker noget nyt! 😀 Jeg ringer til klinikken på mandag!

Tanker mens der ventes…

Krigerne burde flytte ind på tirsdag. Altså i lysthuset…. Min menstruation… Jeg glæder mig og er spændt. Denne her gang lykkes det. Det tror jeg virkelig på!

Altså vi kommer jo ikke i gang lige med det samme, for når man er i lang protokol starter nedregulering først efter ægløsning, men bare det at kunne ringe og tilmelde os behandling på min første cyklusdag er stort nok i sig selv.

Hvis du har menstruation og keder dig lidt i dag kan du jo passende danse en menstruationsdans og sende gode tanker denne vej! Måske kan man smitte!

Jeg vil rigtig gerne give en opdatering….. Bare ikke lige nu. Lige nu hader jeg denne her blog (for hvor skal man ellers vende sin vrede hen?)….

Jeg vender stærkt tilbage – måske senere i dag, måske om nogle dage…

The game is on!

Jeg har lige fyret en kanyle i flæset på mig selv! Så er vi fandeme i gang. Jeg kommer lige med en ordentlig opdatering i morgen – jeg mangler jo at fortælle alt muligt; om forskningsprojektet, hvilken form for behandling vi skal igennem, hvilken medicin jeg skal tage og hvor ofte osv., osv…. Ses i morgen!

Sygemelding og ventetid

Nu har jeg officielt været sygemeldt i over en uge. Det er rart… Er det mærkeligt at sige sådan? Det er selvfølgelig ikke rart at ha’ det som en ødelagt lagkage, men det er rart endelig at få lidt fred. Jeg er blevet indkaldt til en sygefraværssamtale i næste uge hvor der skal lægges en plan for min sygdomsperiode og genopstart på jobbet. Dét er jeg ret nervøs for. Jeg er nervøs fordi jeg ikke kan tænker på at gå ind på min arbejdsplads uden at få hammerondt i maven, og jeg er nervøs for bare at tude igennem hele samtalen. Så… Det skal nok gå fint, det ved jeg godt – nu skal maven også bare lige vide det.

Rent baby-mæssigt kan jeg næsten ikke vente med at komme igang længere! Min søde, skønne svigerinde fødte i mandags – en smuk, kærlig, mild lille dreng. Mit hjerte smelter bare ved at tænke på ham! Hvor var det bare vildt at se hvordan min skønne svoger strålede af kærlighed, omsorg og stolthed over for det lille menneske. Jeg glæder mig sådan til, jeg kan se min egen mand på dén måde.

Det var ret specielt at møde lille Baby-B. Jeg følte slet ikke den der “skrukhed” som jeg havde forventet. Jeg følte en kæmpe kærlighed for den lille nevø, men slet ikke på den der “jeg har lyst til at tage ham og beholde ham”-agtige måde, men mere på sådan en “nu glæder jeg mig bare lidt mere”-måde. Jeg vil så gerne gøre den lille gut til en fætter.

Min psyke i forhold til behandlingen er lidt svingende. Der er ingen tvivl om, at ønsket om en baby fylder enormt meget og er enormt meget med til at skabe frustrationer. Jeg har talt med min fagforening om, hvorvidt jeg må fortsætte fertilitetsbehandling når jeg er sygemeldt med stress. Svaret er, at det må jeg – så længe behandlingen ikke forlænger mit sygedomsforløb. Det tænker jeg ikke at det gør. Hvis jeg dropper behandlingen vil ønsket stadig fylde, så jeg tror ikke, at man kan sætte det så firkantet op.

Jeg føler mig så priviligeret fordi jeg faktisk har én at tale med det hele om. Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet om det før, men min svigerindes søster og hendes kæreste er også i fertilitetsbehandling. L og jeg har været i gang ret meget længere end de har, men vores forløb er alligevel er sideløbende. De skal til første samtale om IVF-behandling i slutningen af september og vi starter som bekendt op lige om lidt. Jeg brugte hele søndag sammen med hende – jeg havde brug for at få mine frustrationer fra forrige indlæg ud til én der faktisk både ku’ rumme min vrede og sorg, og som faktisk forstår mig. Det kan ikke beskrives hvor meget det letter i sådan et forløb at have én at dele tankerne med. Her er det selvfølgelig også ret vigtigt at understrege, at L er  fantastisk – både til at lytte, forstå og tale med mig, men de ting vi følelsesmæssigt går igennem er ikke de samme, og selvom han gerne vil forstå mine følelser omkring det hele, så kan han ikke. Han kan lytte, støtte og kramme mig, men han kan ikke føle mine følelser. Heldigvis for dét egentlig! For han har mulighed for at være stærk for os begge to når jeg er svag, og jeg kan være stærk for ham når det hele ramler for mig. Det kan jeg til gengæld også kun fordi jeg selv får luft. Jeg ønsker ikke, for nogle mennesker, at de skal gennemgå sådan et behandlingsforløb. Det er sgu for hårdt.

Behandlingsmæssigt er status, at jeg bare venter på den der forbistrede menstruation. Der er  meget ventetid i det her game; vente på menstruation, vente på scanninger, vente på insemination/ægoplægning, vente på positiv test/menstruation igen…. Oooog om igen! Jep, jeg er lettere utålmodig lige nu…. Men altså. Menstruation burde komme på fredag hvis min cyklus er på 27 dage. Min sidste cyklus var kun på 26 dage og cyklussen før det var på 25 dage – men jeg tror, at det var på grund af de hormoner jeg fik i juni hvor min cyklus kun var på 20 dage. Så jeg tror det hedder menstruation på fredag. Altså jeg brokker mig jo selvfølgelig ikke hvis den allerede kommer i dag….. Det må den faktisk ret gerne! Selvom menstruation fredag morgen ville betyde weekendscanninger de to første gange – og dét ville være så fint i forhold til L’s job! Haha, ja tænk hvis man bare ku’ bestemme det hele helt selv.

Så starter hedeturen og tuderiet igen

Ok, så den længe ventede menstruation landede i mandags – på cyklusdag 31(!!!)… Arhmen, man kunne jo næsten have sagt sig det selv; krigerne flytter ind i lysthuset når det passer aller dårligst. Men det er fint nok. Jeg fik det timet ind i min stramme tidsplan og troppede op til scanning på Hvidovre klokken 7:00 tirsdag morgen, for så ku’ jeg snildt nå på job i Dragør klokken 9:00. Jeg var ærlig talt pænt træt resten af dagen!

Det der med at blive scannet midt under menstruationen har jeg det altså stadig en lille smule underligt med. Hvilket er  fjollet, for dem der arbejder på fertilitetsklinikken bruger størstedelen af deres dag oppe i kvinder, så de burde være ret immune. Det beroligede den søde scanningsdame mig i hvert fald med.

Selve scanning gik ret fint. Det lyder helt skørt når man siger det højt, men dét der med at springe op i stolen og sprede benene bliver bare mere og mere naturligt – men det gør det altså! Damen scannede og scannede og konstaterede, at alt ser helt fint ud, min livmoder er ret blodfyldt (surpriiiiise!) og der er seks/syv ægblærer der er ved at gøre sig klar til modning. Så nu starter rumlen endnu en gang!

Jep, jep. Første tablet er taget. Pergotime er fra i dag og til søndag min nye tro følgesvend. Jeg har forberedt mine kollegaer på de værste scenarier: et barn i vuggeren, der griner = tudbrølende Fru L., et barn i vuggeren, der græder = en tudbrølende Fru L., et barn i vuggeren, der leger = en tudbrølende Fru L…. I think you’ve got the picture… Jesus Halleluja, jeg bliver en F E S T!

Beware of the beast…

PS. Mon jeg burde have skrevet udløbsdato på dette visitkort jeg gav min mand i november??

Kom så menstruation!

Det er (stadig) en vanvittig ting at heppe på! Men det gør jeg. Altså hepper på min menstruation… Min cyklus er sådan ret regelmæssig – den svinger mellem 26/28 dage, men den har ikke været oppe på 29 dage siden marts/aprilcyklussen i 2016 og den har ikke været helt oppe på 30 dage siden december 2015. Men så lige når man bare gerne vil have at den skal komme, så vælger den selvfølgelig at tage på ferie og komme lidt for sent hjem igen! Jep, jeg er officielt gået over tid.

“Gået over tid” er mega-awesome når man prøver at lave et barn, for så kommer håbet og tankerne om den baby der muligvis er ved at blive kokkereret i maven helt i top. Når man ikke selv kan lave en baby er “gået over tid” altså bare sygt provokerende! Jeg ved jo godt at jeg ikke er gravid. For Christ sake, vi har ikke en gang haft sex under ægløsning. Tror jeg, for jeg har glemt at holde styr på både ægløsning og knalderiet. Uanset hvad er det ikke en mulighed at jeg kan være gravid. Alligevel, og det er dét der er værst, er der sådan en lille satan i min hjerne der hvisker “men hvad nu hvis…?“. Og “hvad nu hvis” ville selvfølgelig være for CRAZY – men rationelt set ved jeg godt, at “hvad nu hvis” er et drømmescenarie og et mirakel. Jeg behøver heller ikke “hvad nu hvis”, for jeg er cool med behandlingen. Det er faktisk helt rart at presset er fjernet fra os, og at vores sexliv er vores og ikke en babys. Det lød lidt forkert, men du forstår hvad jeg mener.

“Gået over tid” er endnu mere provokerende fordi jeg lige er startet på mit nye job, og min cyklus passede bare perfekt med mit skema! Menstruation natten til lørdag, afspadsere en halv time mandag for at nå til scanning, scanning igen søndag og inseminering onsdag hvor jeg så må tage fri. Det er altså kun en halv time og en dag det påvirker mit job! Den lorte-menstruation ved det og det er derfor den nægter at komme. Lad os antage, at den kommer i nat. To døgn for sent hvilket resulterer i en cyklus på 30 dage. Så skal jeg scannes tirsdag hvor jeg har lukkevagt i vuggestuen – og dét resulterer så i, at jeg skal gå efter en halv arbejdsdag og min kollega skal lukke for mig. Derudover er næste scanning også en tirsdag, så scenariet gentager sig. Og så topper vi lige kagen med inseminering på min lukke-fredag.

Prø’li’o’hør’her: det er lækkert for mig. Korte dage osv., og jeg ved jo også godt, at jeg ikke skal tænke på hvornår det hele ligger. Min chef og mine kollegaer ved godt hvad der foregår og de er okay med det (altså så meget “okay” man nu kan være når man lige har ansat en ny pædagog der er i fertilitetsbehandling…….. Og som tvinger andre til at lukke. På en fredag…….), men det betyder ikke, at jeg kan lade være med at tænke på dem. Selvom det, på papiret, er helt okay og at de skal tage hensyn til mig, så synes jeg eddersparkme at jeg er irriterende. Og sådan er det.

Så hallo, menstruation. Let røven og kom i gang!

 

 

 

Eller udebliv fuldstændigt fordi jeg er gravid. Men beslut dig, please!

Long time, no see… Og fortælling om indlæggelsen

Long time, no see… Kort opsummering: inseminering i starten af december, negativ graviditetstest efterfulgt af menstruation i midten af december, smerter i slutningen af december, scanninger, gravid alligevel, intet foster, HCG-stigning var normal, graviditet uden for livmoderen, akutindlæggelse, operation og HJEM for at hele. Dét var en oplevelse. Jeg havde bestemt mig for at skrive hele oplevelsen ned for at bearbejde den, men efter første indlæg var jeg helt kvæstet. Den ene indlæg gjorde det ligesom for mig. Jeg havde ikke brug for at skrive mere, så derfor er der kun del 1. Der kommer ikke flere indlæg om dén oplevelse. Indlægget er ikke kommet op herinde – derfor kommer det under dette indlæg.

Der er sket en del siden sidst. Flest virkelig dejlige ting!

Først og fremmest blev jeg færdiguddannet pædagog ca. to uger efter, jeg blev udskrevet. Vi blev tilbudt at udskyde vores bacheloreksamen, men takkede nej. Heldigvis! Vi afsluttede begge to med et 12-tal og super meget ros. Jeg fik job mens jeg skrev bachelor, og jeg startede allerede fire dage efter min eksamen.          Dejlig ting!

Min svigerinde er blevet gravid. Jeg fik det at vide ca. 14 dage efter, jeg blev udskrevet fra Hvidovre. Jeg begyndte at græde da hun viste mig testen, og hun fortalte, at de havde været lidt nervøse for vores reaktion. Det grinede jeg lidt af, for mine tårer var udelukkende glædestårer. Vi får ikke en baby hurtigere af at andre venter. Det er ikke fordi de stjæler vores baby. Og de giver os en nevø. Kan man være ked af det?          Dejlig ting!

Vi sprang februar-forsøget over og tog en dermed en beslutning om pause fra behandling. På grund af reduceret kapacitet på Hvidovre, i forbindelse med indførelse af sundhedsplatformen, kan der ikke foretages insemineringer i marts og april-ish, og derfor er vi endnu ikke startet op med behandling igen. Det passede os fint, for så fik vi begge mulighed for 1) at opstarte vores nye jobs, 2) at sluge oplevelsen. Det var en god beslutning. Vi har virkelig haft mulighed for at finde os selv og hinanden igen.          Dejlig ting!

Mit job var skod og jeg fik det rigtig skidt af at være der.          Dårlig ting!

Lang historie kort: jeg sagde jobbet op og blev dermed ledig.          Dejlig ting!

Jeg opstarter et nyt job tirsdag den 18. april. Og jeg glæder mig helt vildt!!          Dejlig ting!

Det nye job betyder også bare, at jeg ikke når at komme ordentligt ind på arbejdspladsen før vi opstarter behandling igen. Jeg kan ikke lige finde hvordan jeg skal greje dét, men altså… Det må jeg tage som det kommer. Desuden har jeg en meget klar fornemmelse af, at denne behandlingsverden snart er fortid for os. Det er måske bare min naivitet der er kommet tilbage, men jeg vælger at tro på den.

Fortællingen om indlæggelsen kommer her:

Indlæggelsen – del 1

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at fortælle om min oplevelse af hele indlæggelsen på Hvidovre. Jeg har fortrængt det lidt siden jeg kom ud, men nu er det vist tid.

Som skrevet tidligere fik jeg taget blodprøve tirsdag den 3. januar. Da de ringede med svaret om eftermiddagen var det med et: “det ser så fint ud, og dit HCG-niveau stiger lige som det skal. Jeg tror virkelig ikke der er noget at være bekymret for, og jeg tør godt sige tillykke!”. Jeg blev glad. Men alligevel ikke. Hver eneste gang jeg har fået at vide, at jeg var gravid har det føltes som en løgn. Jeg følte mig helt seriøst slet ikke gravid. Det var sådan en følelse jeg havde helt ind i knoglerne. Jeg fortalte den søde sygeplejerske om det i telefonen, og jeg fortalte om min frygt for en graviditet uden for livmoderen – især fordi jeg kender flere der inden for de sidste ni måneder har mistet en æggeleder (hvoraf den ene nåede at springe). Hun lyttede til min frygt, og besluttede derfor at tale med overlægen for derefter at vende tilbage til mig. Hun ringede kort efter med en scanningstid onsdag den 4. januar. Jeg var lettet.

Efter samtalen ringede jeg til min mor for at få hende til at tage med til scanningen. Hun blev glad. Jeg måtte hive hende lidt ned fra skyen. For hendes egen skyld. I tilfælde af, at der ikke var noget. Og det sagde min mavefornemmelse altså.

Onsdag den 4. januar 2017

Vi mødtes ved busstoppestedet for Hvidovre onsdag morgen. Min mor var stadig virkelig glad selvom hun udemærket var klar over, at der måske ikke var noget at være glad for. Jeg havde høje støvler på, lavtaljede bukser og bælte. Min skoletaske med computer og alt muligt i, og en stofpose fyldt til randen med bøger der skulle afleveres på skolebiblioteket senest dén dag. Jeg skulle desuden til min sidste bachelorvejledning inden aflevering af opgave – direkte efter scanning.

Vi blev kaldt ind til scanning af overlægen og jeg hoppede op på stolen. Idet jeg satte mig vidste jeg, at hun ikke ville se noget derinde. Hun scannede kort, og bad mig derefter om at gå på toilettet – på trods af at jeg havde tisset lige inden vi blev kaldt ind. Nåh, men mig på toilettet og op igen. Hun scannede. Længe. Og så sagde hun, at hun ikke kunne se noget foster og at hun derfor ville kigge lidt rundt for at se om graviditeten sad forkert. Hun rodede rundt igen – længe. Hun fandt to cyster der kunne have forsaget de smerter jeg havde kort før nytår. Og så fandt hun noget andet. Hun var ikke helt sikker på om det var graviditeten, for den sad et underligt sted. Jeg hoppede ned fra stolen og fik tøj på igen. Fuldstændig fattet. Upåvirket. For jeg vidste det godt. Vi satte os ned for at tale om hvad der skulle ske. Hun forelagde muligheder: jeg kunne vente på at se om min krop selv ville udstøde graviditeten (dette ville kræve op til seks uger, graviditetsgener og uvished) eller jeg kunne blive opereret og højt sandsynligt få fjernet den højre æggeleder. Hun ville anbefale det sidste. Jeg indvilligede – især på grund af frygten for en sprængt æggeleder.

Lægen akutindlagde mig, og jeg måtte ringe og bede min bachelormakker om at tage den sidste vejledning alene. Det var noget rod; hun var ked af det efter bisættelse af hendes onkel dagen før, hun var stresset pga. snarlig aflevering og nu det her. Jeg havde  dårlig samvittighed.

Jeg kom op på Gynækologisk Afdeling og fik en seng. Min mor blev hos mig og vi så Netflix på min computer. Vi snakkede nok egentlig mest mens filmene trillede over skærmen. Vi snakkede om alt muligt: graviditeten, hvordan jeg havde det, om ingenting. Jeg fik ringet til min mand (der var startet på nyt job dagen før) og vi blev enige om, at han ikke skulle stresse, men bare komme ud til mig når han fik mulighed for at smutte – så ville min mor blive hos mig næsten indtil da. Hun skulle køre klokken 14:00 og min mand kom klokken ca. 14:30.

Jeg blev opereret ca. mellem 16:00 og 18:00. Jeg vågnede og fik at vide, at de ikke havde fjernet min æggeleder og derefter blev jeg kørt på opvågning. Jeg begyndte at græde. Som i: jeg græd som pisket! Og så kom min mand. Jeg græd næsten al den tid jeg var på opvågning, men jeg var ikke ked af det. Jeg fik min mand til at tage billeder og små film af mig fordi jeg godt kunne høre, at jeg lød fuldstændig vissen og skæv – og jeg har ret meget selvironi!

Min mand blev hos mig til klokken var lidt over 22:00.I løbet af dagen havde jeg været oppe at gå flere gange. Jeg havde ikke så ondt som jeg havde troet, jeg ville have, og jeg følte mig egentlig ganske frisk – jeg var dog klar over, at jeg stadig var ret påvirket af narkosen, men alligevel! Jeg havde det godt – og psykisk var jeg lettet og glad-agtigt. Jeg fik mine aftenpiller og lagde mig til at se film på min computer. Min mobiltelefon var død for strøm, men heldigvis kan jeg skrive iMessage fra min computer – så den var mit kommunikationsmiddel og jeg havde ikke lyst til at slukke den. Jeg svingede mellem vågen og søvn ind til klokken 02:00 hvor jeg måtte bede om noget smertestillende. Jeg ville ikke vække den anden patient på min stue, så jeg stod op og gik ud på gangen. Og jeg græd. Jeg havde SÅ ondt! Hun gav mig en Morfin-pille og spurgte mig på sådan en rigtig betænksom-men-det-er-din-egen-skyld-agtig måde om jeg “måske nok lige havde ventet for længe med at bede om smertestillende siden det gjorde så ondt?” Jeg følte mit  ynkelig og svarede, at jeg havde forsøgt at sove, men var vågnet med smerter. Jeg følte mig så dum! Jeg gik grædende tilbage i seng og faldt i søvn da Morfinen begyndte at virke.

Bruger natten på Hvidovre

Jeg er stadig indlagt. På stuen med en sød voksen kvinde.

Jeg har rippet snackautomaten for chokolade. Jeg ville egentlig bare havde salte kiks, men det var der ikke, og jeg har stadig graviditetsappetit… Så deeeet…. Her må jeg lige indskyde, at jeg ikke har spist slik i over et år, så forestil jer lige hvordan min krop har det. SUKKERCHOK! Mit hjerter suser afsted. Det er tragikomisk!

Jeg har ondt. De har lavet fire huller: et i navlen, to i venstre side og ét i højre. Graviditeten sad i højre side. Min venstre gør ondt… Jeg har tisset efter, og jeg er total upåvirket af det kateter de lagde på mig under bedøvelsen. Vidste I det? At man fik lagt kateter til sådanne operationer? Det gjorde jeg ikke…